Menu

B1903'er skifter til FCK

image Mert Can Dogusdoy svinger taktstokken for B1903
Af Mads Harder
05. august 2016 - kl. 21:04
B1903's U17-spiller Mert Can Dogusdoy bliver FCK-spiller

Mert Can Dogusdoy fra B1903’s årgang 2000 har været igennem en stor udvikling som spiller de seneste par sæsoner. I sidste sæson var han en af de helt store profiler på B1903’s U16-hold i Øst 1.

Mert under U16-pokalfinalen

(Mert Can Dogusdoy som anfører for B1903 i pokalfinalen for U16)

 

Præstationerne førte til, at B1903 og FCK’s School of Excellence i løbet af juni indledte en dialog omkring et prøvetræningsforløb for Mert i FCK over sommeren. Her har Mert vist så gode takter, at FCK har besluttet at indlemme Mert permanent på deres U17-hold.

 

B1903’er fra barnsben

Mert startede i B1903, da han var blot fire år gammel, og har spillet hele sit liv i B1903. De to sidste sæsoner har Mert været trænet af B1903’s nuværende U17-træner Karsten Andersen: ”Jeg er utrolig glad på Merts vegne! Han er en ydmyg dreng med en meget seriøs tilgang til sin træning, som altid går forrest og tager ansvar i kampene, og han har været igennem en fantastisk udvikling som spiller”.

 

Fra angriber til forsvarer

Mert startede oprindeligt som angriber, men under Karstens Andersens vinger blev han i løbet af sæsonen på U15 omskolet til forsvarsspiller: ”I anden halvdel af U15-sæsonen tog Mert store skridt som spiller, efter en tilvænning til den nye position på banen, hvor han med sin hurtighed og gode blik for spillet udviklede sig til en rigtig dygtig forsvarsspiller”  fortæller Karsten Andersen.

Af mere kuriøs karakter har Mert også vist sin alsidighed som spiller, da han i en pokalkamp som U15-spiller blev gjort til målmand grundet en skade til holdets rigtige målmand. Mert kvitterede med at snuppe fire straffespark i straffesparkskonkurrencen foran et målløst og ekstatisk jublende B1903-publikum på Lyngbyvejen. 

 

Blåstempling af B1903

Merts første officielle dag i FCK

 (Merts første dag som officiel FCK-spiller)

 

At B1903 kan udvikle en spiller til et niveau, så han kan gøre sig gældende i forhold til FCK er en stor cadeau til B1903's talentudvikling de senere år. Om Merts skifte siger B1903’s sportschef Mads Agner Veng: 

"Vi er utrolig stolte over, at Mert nu skal ind og repræsentere FCK's U17 hold. Det er en blåstempling af det arbejde vi foretager os i B1903 og ikke mindst, den seriøse indsats som Mert altid har haft både på og udenfor banen. Der skal derfor lyde en stor ros til hans trænere igennem årene og naturligvis også til Mert selv, som har fået skiftet i hus".

 

Fra B1903 skal lyde stort tillykke til Mert, og vi glæder os til at følge din udvikling i FCK. 

 

 

 

 

 

Næste kamp B.1903 • U17 Drenge Øst 1 Efterår (00-01), P1

Der er ingen fremtidige kampe på programmet

Næste kampALKA Superliga Grundspil • SL

Der er ingen fremtidige kampe på programmet