Menu

Fra B1903 til Parken

image Jeppe Tverskov, t.h., i duel som B1903-spiller
Af Mads Harder
24. februar 2018 kl. 12:52
Tidligere B1903'er på banen i Parken på søndag

Søndag løber en tidligere B1903’er ind i Parken til opgøret FCK-OB. Han løber ned og placerer sig i OB’s forsvar. Det er Jeppe Tverskov. Vi har talt lidt med Jeppe om hans tid i B1903.

Jeppe blev meldt ind i B1903, da han var blot tre år gammel. Jeppe var et tydeligt talent og blev i 2010, som førsteårs U19-spiller, hevet op på B1903’s 1. senior. Herfra så Jeppe sig ikke tilbage og blev kåret til årets spiller den første sæson. Det lagde man mærke til og i sommeren 2011 blev Jeppe hentet til Lyngby. Herefter gik turen til Randers i 2014, før Jeppe skrev kontrakt med OB i 2016, hvor han spiller nu.

 

B1903-træner satte fart under udviklingen

Det var daværende B1903-træner, Bent Christensen, som tog Jeppe op på 1. senior, selvom han kun var 17 år. ”Den træner der generelt har haft størst betydning for min karriere er Bent Christensen. Både fordi Bent var årsagen til, at jeg blev interessant for Lyngby, men også fordi vi har holdt kontakten ved lige i de efterfølgende år”, fortæller Jeppe om sin tidligere træner.

Udover Bent Christensen, så tænker Jeppe tilbage på tidligere ungdomstrænere i B1903, som havde stor betydning socialt som fodboldmæssigt: ”Den dygtigste ungdomstræner jeg havde var helt klart Frank Jensen, men i mine tidligste år husker jeg også Søren Styrk og Billy Schøtt, som skabte gode venskaber på holdet”.

 

(Jeppe, nr. 5 fra venstre, på et holdbillede fra hans tid i b1903's børneafdeling)

 

Fra mikro til seniorfodbold i B1903

Jeppe adskiller sig lidt fra de øvrige spillere, vi har set de senere år, som har spillet i B1903, og senere skriver kontrakt med større klubber. Oftest ser vi, at de er skiftet fra B1903 som U11-U14 spiller, men i Jeppes tilfælde så nåede han at spille for klubbens 1. senior. Lige netop det er også noget, som Jeppe tænker tilbage på med stolthed: ”Det jeg er mest stolt af i min B1903-tid er, at jeg er en af de få spillere, der har været hele vejen igennem ungdomssystemet i klubben, fået debut for seniorholdet og drevet det videre efterfølgende” . Jeppe fortæller videre: ”Jeg tror, at fordi jeg har spillet længere tid i en mindre klub, har jeg haft bedre muligheder for at udvikle mig teknisk. En af mine styrker som spiller er omgangen med bolden, og jeg tror, at jeg har haft større frihed til at tænke kreativt i B1903, end hvis jeg tidligere var skiftet til et hold i U19-ligaen”.

 

Om kampen mod FCK

I sin B1903-tid var Jeppe kantspiller og angriber, som lavede en del mål. Efter Jeppe skiftede væk fra B1903, er han i løbet af karrieren blev rykket ned på den centrale midtbane og senere igen ned som forsvarsspiller, som han gør sig som i dag.

Jeppe har dog ikke glemt at lave mål og i forrige superliga-runde scorede Jeppe mod Helsingør med de to tidligere B1903’ere Frederik Bay og Aris Vaporakis i truppen. Om det bliver til mål igen mod FCK, som har den tidligere B1903’er Carlo Holse i truppen, må kampen vise. Jeppe tror dog på et godt OB-resultat: ”Jeg synes, vi har gode chancer mod FCK på søndag. Kampen bliver lidt anderledes, end når vi tidligere har mødt dem, fordi vi p.t. er direkte konkurrenter, hvilket også kom til udtryk i form af de profiler, de sparede mod Atletico Madrid. Vi går efter tre point, selvom Parken er det sværeste sted at spille i Danmark. Jeg tror, vi vinder 2-1 over FCK”.

 

(Bonus info: Kim Aabech og Mikkel Beckmann er to øvrige, som også var i B1903 som 1. seniorspillere, inden de senere kom til bl.a. superligaen) 

 

(Jeppe Tverskov, t.h., i duel som B1903-spiller. Til venstre i billedet ses Kim Madsen, som i dag også er at finde på B1903's 1. senior)