Menu

B1903-trænere dygtiggører sig

image Kursisterne lytter til instruktøren, Peer F. Hansen.
Af Mads Harder
07. juni 2021 kl. 12:36
14 trænere har netop været på DBU's B1 kursus

I de sidste to weekender har 14 børne- og ungdomstrænere fra B1903 været igennem DBU's B1 kursus. Fire lange dage fra kl. 8 til 18 med både teori og praktisk undervisning.

DBU-instruktøren på kurset var B1903's egen sportslige leder for U12-senior, Peer F. Hansen, som udover sit job i B1903, også er instruktør hos DBU på A og B-kurser. På kurset deltog bl.a. Tore Bredal Nygaard fra B1903’s U13 trænerteam og Fatih Yildiz fra B1903’s U17 trænerteam, som begge fik nye ting med i deres trænerbagage:

Mine forventninger til kurset var at få nye kompetencer og viden, som jeg kunne bruge på banen, og det blev i den grad opfyldt, og jeg synes, at jeg ser flere aspekter i spillet, efter jeg har været på kurset. Det at lytte til Peers erfaringer, og hvordan han har tacklet forskellige situationer i sin trænerkarriere var også meget lærerigt. Og så fik jeg også lært nogle af mine trænerkollager bedre at kende, som jeg kan sparre med i fremtiden”, fortæller Fatih om kurset.

Tore supplerer: ”Kurset har været med til at udbygge ens trænernetværk, som bidrager til, at vi lettere kan udveksle erfaringer på tværs af årgangene, hvilket giver dygtigere trænere, og derigennem dygtigere spillere. Kurset gav mange gode ting, som jeg kan bruge, og helt særligt det, at kurset gav en god praktisk forståelse af, at det er vigtigt at have ét specifikt fokusområde i hver lille øvelse og så fokusere på det specifikke fokusområde; at have fokus på fokus”.

B1903 vægter uddannelse af trænerne højt, og i år vil der være 35 B1903-trænere på diverse kurser; DBU's B1, B2 og A-licens, samt også DIF-kursus. I B1903 er vi super glade for den interesse og lyst til at dygtiggøre sig yderligere blandt klubbens trænere, så både de udvikler sig, men også så det produkt og den læring, som vi kan give spillerne bliver endnu bedre.

 

(Teorilokalet i B1903 klar til start)

 

(En praktisk øvelse på kurset)